Hvad viser listerne og kortet?

"Nye vejnavne" viser vejnavne som kommunerne har oprettet, ændret eller nedlagt i en bestemt periode. Oplysningerne stammer fra Danmarks Adresseregister, som hver kommune ajourfører.

Oversigten handler kun om vejnavne - den siger ikke noget om selve vejen, dvs. om den er anlagt, ændret eller nedlagt. Ofte fastsættes et nyt vejnavn i god tid før selve vejen anlægges - tilsvarende betyder nedlæggelsen af et vejnavn som oftest ikke at selve vejanlægget er sløjfet

Oversigten viser hvad der er sket i en bestemt periode og i et bestemt geografisk område.
- Som periode kan man højest vælge ét år tilbage i tiden.
- Som område kan man vælge hele landet, en region eller en enkelt kommune.

Listen og kortet viser herefter resultatet for den valgte periode og det valgte område:
- Nye vejnavne, dvs. vejnavne som er kommet til i perioden
- Vejnavne, hvor væsentlige oplysninger er ændret i perioden
- Vejnavne som er nedlagt i perioden, og derfor ikke længere er gældende

For hvert vejnavn vises de oplysninger der er gældende ved periodens slutning: Vejens navn, vejkode, kommune og postnummer/-numre samt et ID, der er vejnavnets unikke "CPR-nummer" i Danmarks Adresseregister. Kortet viser vejnavnets beliggenhed, sådan som det er registreret ved periodens slutning.

Listen "Ændringer" viser vejnavne som fandtes ved periodens startdato, men hvor der på slutdatoen er sket en ændring:
- I selve vejnavnet, fx. at "Lærkevej" er døbt om til "Fyrrevej" 
- I den eller de kommune- og vejkoder, som er knyttet til vejnavnet og som angiver den/de kommuner, som vejnavnet berører
- Ved at der er tilføjet en mere præcis angivelse af vejnavnets beliggenhed idet en omtrentlig registrering i form af et "vejnavneområde" er erstattet af en mere præcis angivelse ved hjælp af en såkaldt "vejnavnelinje"

I de to første tilfælde viser listen både de nye og de tidligere oplysninger. I det tredje tilfælde viser kortet kun den nye oplysning, dvs. dér hvor vejnavnet ligger.

I Listen "Nedlagte vejnavne" vises de seneste oplysninger om vejnavn, vejkode, kommune mm. før det blev nedlagt, på en rødlig baggrundsfarve. Kortet viser tilsvarende, med en rød-orange farve, vejnavnets beliggenhed før det blev nedlagt.